Bjergbestigning

Når man kører mod nord ændres udtrykket. Her er himmelstræbende tinder og vilde, snoede bjergveje. Vi satte kursen mod Slættaratindur, Færøernes højeste bjerg med dets 882 meter. Imponerende og voldsomt rejser det sig brat fra havet. Herfra kan man betragte hele Færøerne, når vejret ellers tillader det. Man kan endda se så langt som til Island, 550 kilometer væk, verdens længste synsvidde ifølge Guinness rekordbog. Vejret arter sig dog sjældent helt præcist efter bogen. Det er utroligt omskifteligt, og vi oplever som regel elementer fra hele vejrpaletten i løbet af en dag.

Vi satte os for at bestige denne kæmpe med en ny kollega, Rasmus fra København. Heldigvis behøver man ikke at klare alle højdemeterne til fods og vi kørte lidt af vejen. Derfra er man ellers på egen hånd. Færøerne er meget autentisk på den måde. Ingen store turistskilte med rutevejledninger. Nej, man må holde øje med varderne - små stensætninger sat med et par hundrede meters mellemrum, der falder utroligt godt ind i omgivelserne, og kan være lidt svære at se. Vi mistede da også orienteringen med disse, og besluttede os for at vi ligeså godt kunne gå direkte opad. Utroligt stejlt. Belønningen for denne seje opstigning var dog til at tage og føle på. Et helt ubeskriveligt smukt kig ned over de utrolige bjergformationer, havet og de små farverige bygder. Men naturen spiller kostbar heroppe. Vi fik et par minutter i nydelsesrus. Så kom skyerne, pakkede os ind og afkølede vore bevægede sind med en gang kold regn. Godt vi havde varm kaffe med.