tirsdag den 6. september 2011

Grindehvalerne

En lille beretning om en oplevelse af de større.

På introduktionsdagen på sygehuset berettede den tekniske chef, at der var spottet grindehvaler ved Vestmanna, som man ville søge at drive i land. Så efter arbejde kørte vi afsted i med to nye kolleger for at se hvad det handlede om.
Da vi nåede frem til den lille bygd indhyldet i tåge og regn var selve det famøse grindedrab overstået. På havnen lå nu resultatet - 78 døde grindehvaler i forskellig størrelse med bugen sprættet op og med rygmarven og de store halskar delt. Et voldsomt og surrealistisk syn. 







Der var forholdsvis tomt for mennesker på dette tidspunkt. To orangeklædte mænd gik rundt med økser og huggede underkæber af hvalerne. Disse skulle bruges til at aldersbestemme hvalerne (der findes åreringe som i træ) og til yderligere forskning. Desuden er tænderne populære som smykker. Så vi lånte øksen og fik os selv en tandbesat kæbe, som nu skal ligge og rådne en måneds tid, så tænderne kan hives ud.

 

Efterhånden stimlede det til med færinge i hundredevis. Så skulle kødet og spækket fordeles. Det foregik på traditionel vis med opråbning af navn samt portionsmængde. Så gik parteringen ellers i gang. Spæk og skind blev skåret fra og smidt hvorefter store, kilotunge, mørke kødterninger fuldte efter. De lokale var yderst venlige og inkluderede os i disse traditionsrige handlinger og vi fik lov at låne en kniv og tage lidt kød og spæk med hjem.







Jeg synes ikke man efterlades med moralske skrubler af den greenpeace'ske type efter overværelse at et sådant show. Tværtimod står man tilbage med en fornemmelse af stærke, gamle traditioner, der knytter helt særlige bånd i et sådant lille samfund. Færingerne synes at leve i respektfuld pagt med naturen. Dette var virkeligt en oplevelse for livet.


På vejen hjem slog vi lige et smut forbi stadion'et i Torshavn hvor Italiens landshold var på besøg og desværre slog Færøerne. Men kun 1-0. Der sker sgu lidt af hvert heroppe!

1 kommentar:

  1. Hej Tone og Ole - Det var mange oplevelser på kort tid. Jeg håber I nyder det og glæder mig til at følge med på jeres blog. (og den er flot:-))

    SvarSlet